En del af Odsherred Kommune
Opstart Naturdagpleje

Flere dagplejere havde ytret sig om at bruge naturen mere systematisk end de på daværende tidspunkt gjorde, og som et tilbud til børnefamilierne, ønskede vi at matche kommunens øvrige naturinstitutioner og som kombination af disse to ting udsprang ideen om en specialiseret naturdagplejer. 

Processen

Vi søgte i 2009 Friluftsrådet om hjælp til opstart og blev bevilligt kr. 45.000. Dette skulle dække diverse indkøb af naturudstyr til de kommende naturdagplejere, samt bærbuske, shelter og christianiacykler. Alle vores ønsker blev naturligvis ikke opfyldt, men gennem tiden er der løbende kommet mere udstyr til. Vi startede med at oprette 10 naturdagplejehjem, og interessen fra de andre dagplejere, samt efterspørgslen fra forældrene, har gjort at vi gennem årene har udvidet vores naturdagplejenetværk og idag har 20 naturdagplejehjem i Odsherred kommune. I 2010 kunne naturdagplejerne for første gang - og som de første dagplejere i landet - hejse det "grønne flag" som synligt bevis fra Friluftsrådets grønne spirer om at vi nu var en "grøn" dagpleje.